Jens
Hornemann

aDM. Direktør / CEO

Fagligt
Jens er engageret og brænder for at gøre en forskel – for samfundet og i menneskers liv. Det er hans drive, og har været den røde tråd i hans arbejdsliv igennem de sidste 30 år. Og så er han motiveret af visioner og værdier. Det er med dette udgangspunkt og en bred ledelsesmæssig baggrund, han rådgiver sine kunder og indgår som leder af større og strategiske projekter – fortrinsvis indenfor den offentlige sektor, sundhedssektoren og politiske/non-profit miljøer.

Jens er uddannet økonom, men egentlig var det helt andre emner, der optog ham fagligt, da han i 1986 forlod Aarhus Universitet. Det var de store spørgsmål om organisationers og menneskers velbefindende og præstationer – og ikke mindst hvordan strategier og strategiprocesser kan drive udvikling. Disse omdrejningspunkter er efterfølgende blevet suppleret med en faglig interesse for økonomistyring, evaluering, effektivisering og ikke mindst digitalisering.

Jens har i den største del af sit arbejdsliv været beskæftiget i rådgivningsbranchen – indenfor management consulting, IT og økonomisk styring. Han har bl.a. været mangeårig direktør i Rambøll Management Consulting, senior partner i Deloitte Consulting med ansvar for den offentlige sektor, managing partner i BDO Public (Kommunernes Revision) og direktør i COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling, der er ejet af KL og de danske kommuner.

Ud over at have arbejdet med it- og digitaliseringsprojekter i regi af ovenstående virksomheder, har Jens specifik erfaring fra it-branchen som direktør i Unisys A/S og europæisk chef for Microsoft Business Solutions i Deloitte.

Jens sidder i dag i flere bestyrelser, og har tidligere varetaget tillidsposter i bl.a. DJØF, Dansk IT og Dansk Erhverv. Han er desuden beskikket censor ved Økonomiuddannelserne og ved Uddannelserne for Statskundskab og Samfundsfag.

Privat:
Jens har en passion for kunst og kultur – og der er altid gallerier og kunstmuseer på ruteplanen, når han kaster sig rundt i Europas storbyer og i hjembyerne København og Aarhus. Passionen omfatter også musik i bred genremæssig forstand med et lille pointmæssigt forspring til rockmusikken, hvor Jens selv spiller guitar og synger i et par rockbands.

Og så gør han hvad han kan, for at holde sig fit og i form – bl.a. gennem løb, spinning og en cykelklub for særligt udvalgte, som det endnu ikke er lykkedes ham at vise sig i. Med 2 døtre som tidligere Flying Superkids, har han for mange år siden engageret sig i gymnastik, og han sidder i dag som bestyrelsesmedlem i GymDanmark og bestyrelsesformand i Flying Superkids.